Kristine Poulsgaard Tjørnholm
Kristine Poulsgaard Tjørnholm brænder for at hjælpe folk til at synge sammen. På en venlig, humoristisk og kompetent måde guider hun jævnligt folk i alle mulige konstellationer til en glad og berigende oplevelse, som sidder og varmer i kroppen lang tid efter. Kristine arbejder med sangere på alle niveauer fra absolut begynder til semiprofessionel og har en evne til at få selv helt fremmede til at lyde og føle sig, som om de har sunget sammen i årevis.
Fællessang
Kristine er musikuddannet fra både universitetet og konservatoriet og har derfor både en stor teoretisk ballast og den praktiske føling med de mennesker, hun står overfor. Som styrer af fællessang tager Kristine det bedste fra begge verdener og kombinerer fx. baggrundsviden om komponisten med vokale tricks og fifs, som stemmer overens med genren. Kristine har erfaring som sanggeneral på højskolekurser, til morgensang og fra forskellige fællessangsforedrag.
Kor for en dag
Kristine har en baggrund i både klassisk og rytmisk kor og leder til daglig sangere fra 5 til 95 år. Man kan også være heldig at møde Kristine til kurser og workshops rundt om i landet, blandt andet som fast musikgeneral på Uldum Højskoles Familiekursus hver sommer, til firma-teambuilding i vidt forskelligt regi (fx. Aarhus Vand med 80 mennesker og Bakkelandets Friskole med 8) eller familiefester med skræddersyede indslag.
Kristine Poulsgaard Tjørnholm tilbyder:
- Kor for en dag
- Fællessang