FÆLLESSANG
- En kreativ workshop

Syng sammen 

Fællessang er en livsgivende kreativ workshop, som tager jer med igennem Danmarks fantastiske sangskat! I får en musiker ud, som har taget alle de gode sange med til jer! Fællessang er for ALLE uanset musikbaggrund. Det er lige meget, om I har sunget før eller ej. Workshoppen tilpasses jeres niveau, og vi er store tilhængere af ordsproget ”hver fugl synger med sit næb”.

Hvad kan I forvente?
I vil opleve, hvor stor en glæde det er at synge sammen! Sangene bliver præsenteret med små anekdoter og historier om for eksempel komponisten, teksten, stemningen eller den tid, sangen blev skrevet i. Musikeren spiller og synger for, og lokker alle de deltagere, der har lyst til at synge med. I kan forvente højt humør og god energi! Hvis der er et par ønsker til fællessange, så er I meget velkomne til at skrive dem til os senest to uger før arrangementet skal afholdes. Arrangementet indeholder også en reflektionsrunde, hvor musikeren faciliterer en snak om fællessangens rolle i samfundet og for den enkelte deltager. Hvad er en god fællessang og hvorfor?

Når dagen er omme
Der er ikke noget som kan løfte humøret og stemningen som fællessang. I går fra arrangementet med god energi, godt humør og nyt gåpåmod. Og så har I været sammen om at synge med jeres kollegaer, hvilket giver mange plusser på fællesskabskontoen.

Hvorfor synge fællessang?
Når vi synger sammen, kan vi få en oplevelse af at kommunikere noget sammen. Det har vi mærket i den lange nedlukning, som Danmark har været igennem. Fællessang og morgensang blev nogle af DR’s mest sete programmer, fordi vi igennem musikken føler os forbundet. Vi kan mærke, at de følelser og fornemmelser, som bliver vakt hos os, også bliver vakt hos de andre, som synger med os. Det er effektfuldt, når mange stemmer bliver til én stor stemme. Hvis alle taler samtidig, vil det hele mudre sig sammen, og det vil være svært at høre, hvad der bliver sagt. Men når vi synger sammen, kan de forskellige stemmer supplere hinanden og skabe en fælles lyd.